Kære medlemmer.
Som opfølgning på vores seneste information om åbning af udendørsbaner kan vi nu meddele, at der er grønt lys fra alle relevante myndigheder til at åbne for udendørs spil – dog med visse begrænsninger som følge af coronasituationen.
Vi havde håbet at kunne åbne en del af banerne i dag torsdag (normalt åbner vi 1. maj), men måtte efter en nærmere test konstatere, at banerne endnu mangler en del for at være helt klar til spil. Det handler især om, at banerne skal vandes og tromles rigtig mange gange i denne tid for at få den helt rigtige beskaffenhed, så de kan holde hele sæsonen.
Vi har derfor sat ekstra turbo på baneklargøringen fra i dag, idet vi har indkaldt yderligere mandskab. Vi forventer på den baggrund at kunne åbne for spil fra på mandag den 27. april.
Der vil som følge af coronasituationen være en del forholdregler, vi skal være opmærksomme på.
Generelt følger vi retningslinjerne fra sundhedsmyndighederne og kommunen samt anbefalingerne fra DIF, DGI og DTF – læs f.eks. mere på DTF hjemmeside ”tennis.dk”.
Klubhuset, herunder omklædningsrum og øvrige indendørsfaciliteter, vil fortsat være helt lukket!! – toiletbesøg sker hjemme. Medbring vand, håndsprit/sæbe hjemmefra – der må ikke drikkes vand fra vandhanerne på anlægget!
Vi har sat plakater op ved banerne med retningslinjer fra DTF og Sundhedsstyrelsen. Der sidder også i et vist omfang håndsprit ved banerne, men alle skal have deres egen håndsprit med således, at man afspritter hænderne før og efter spil, og især når man har brugt kostene til at feje – vi er fælles forpligtet til at holde udstyr rengjort.
Der må maks. være 4 personer på en bane ad gangen.
I starten af sæsonen er banerne altid meget bløde og sarte. Forudsætningen for at vi kan åbne dem er, at ALLE behandler banerne forsigtigt. Banerne må kun bruges i de tidsrum, hvor der er åbent for booking, og de SKAL behandles med ekstra stor omhu, efter følgende retningslinjer.
1. Husk at der kun er adgang til banen med tennissko
2. Banen vandes grundigt før man starter.
3. Hvis der kommer et hul skal det repareres ved at trække noget grus ind og trampe det grundigt til.
4. Banerne skal fejes mindst 1 meter ud over double sidelinjen og 3 meter bag baglinjen, så banen hver time får tilført grus.
Hvis vi kan se, at retningslinjerne ikke overholdes og banerne ødelægges, forbeholder vi os ret til at lukke den respektive bane med 1 times varsel og bookingerne slettes – det er alles ansvar at passe på dem!!! Hvis vi skal have nogle gode baner resten af sæsonen, SKAL vi alle tage hensyn nu.
Hvis alt går som planlagt, starter vi holdtræning den 1. maj – det kommer der et særskilt skriv ud om. Der bliver selvfølgelig også nogle Corona hensyn.
Vi ser frem til en dejlig og aktiv udendørssæson på anlægget. Vi melder løbende om nye tiltag her på hjemmesiden, så hold øje med den.
Sommer- og solhilsner
Bestyrelsen