Nyt fra anlægsudvalget juni 2017

Udskriv
Oprettet: Lørdag, 01. Juli 2017 Skrevet af Kontoret

Vores banemand Jan Tholin har desværre valgt at sige op af personlige grunde, og vi er i gang med at finde en ny til resten af sæsonen. Vi har været rigtigt glade for Jans indsats, som har været den sværest mulige for en ny banemand: et forår der vejrmæssigt har været et mareridt kombineret med nyomlagte baner – direkte citeret fra HP Tennisanlægs førstemand Anders. Ifølge HP bliver vi nødt til at være tålmodige med de nye. Vi synes alle, der er voldsomt meget grus på banerne, men det er meningen, at det over lidt tid skal binde sammen.

Vi har selv et stort ansvar for hvordan banerne bliver: vand inden spil, hvis den er tør, stamp straks huller i banen til og husk at feje.

Halbookingsystemet: vi håber meget endelig at have fået løst problemet med det automatiske lys. Forhåbentlig har elektrikeren fundet og udskiftet det element, der var skyld i problemet.

Ventilation: vi har haft en grundig gennemgang af ventilationssystemet med diverse udskiftninger af filtre og rengøring af ventilationsposerne i omklædningsrummene. Forhåbentlig har det hjulpet på den til tider dårlige luft her.

Taget: Bestyrelsen er i kontakt med kommunen – sidst 29.6. og der arbejdes på en løsning, og i mellemtiden har vi bedt tømrermester Jørgen Spange om at nødreparere taget om muligt. Han er i gang - derfor stillads ved hallen.

Og så en lille bøn til store og små: vil I ikke nok være at rare at tage tennisskoene af udenfor klubhuset, når banerne har været våde. Bl.a. er squashspillerne rigtigt kede af, at de slæber grus ind på deres træbaner fra omklædningsrum og gange.

God tennissommer!

Kasper Rud

Login ansatte

Copyright 2011. Joomla 1.7 templates free. Lyngby Tennis Klub - Lundtoftevej 53B, 2800 Kgs. Lyngby - 45 20 00 00